søndag den 18. januar 2015

Nyt arbejde

Jeg arbejder ikke ret meget med pædagogisk arbejde længere da jeg har fået nyt arbejde. Jeg har dog stadig lidt hvor jeg arbejder en enkelt eftermiddag om ugen i Dronninglund med børn og unge fra Brønderslev Kommunes specialklasser. De unge bliver fulgt ud til forskellige foreninger af specialguiderne og her er jeg en af dem.

Hver mandag samler jeg 5 unge fra Hjallerup, Dronninglund og Asaa op og kører dem til judotræning i Ørsø Judoklub. Det er et rigtigt dejligt arbejde hvor jeg kan være med til at give de unge nogen andre oplevelser end de ellers vil kunne få.

Udover de 5 jeg tager med er der også mange forældre som selv har mulighed for at kunne hente og bringe deres drenge, så i alt består holdet af 14 unge.

Holdet trænes af Helle som udover træner også er formand for klubben. Helle er super skarp til børn og unge, og hun ved rigtigt meget om judo og hvordan dette læres fra sig.

Jeg er med til at støtte op, guide og vejlede de unge som har brug for den lille smule ekstra der skal til for at træningen bliver en succes.

Andre foreninger i området tager også imod børn og unge som kommer ud med andre specialguider, og her har jeg også været med rundt, men nu er det altså kun judoholdet som jeg er tilknyttet. Mange af de andre steder er der flere børn og unge på holdene og her er specialguiderne virkeligt et must. Uden en specialguide ville det ikke fungere for flere af disse børn og unge.

Grunden til at jeg ikke arbejder med det pædagogiske mere er at jeg har fået startet egen virksomhed op. Virksomheden n1u arbejder med online marketing, online salg og andet lignende.

Blandt andet arbejder jeg som konsulent for Aalborgvirksomhederne Konsulenthuset Eventa og FC Beton.

onsdag den 11. december 2013

Dejligt botilbud for udviklingshæmmede voksne

I Nordjylland nær Hammer Bakker kan du, hvis du leder godt, finde en lille perle et godt stykke ude på landet hvor der bor 7 fantastiske mennesker.

Stedet hedder Nørreheden, og udover de 7 personer der bor på stedet, bor der også en masse dyr på de omkringliggende marker.

Vil man gerne finde frem til denne perle, skal man lede udenfor den lille landsby Ajstrup, som er beliggende mellem Tylstrup og Sulsted.

Når man bevæger sig rundt om Nørreheden kan man derfor se både køer, får, geder og høns, og hvis man er heldig kan man se et af de vilde rådyr, en ræv, en fasan eller andre af de vilde dyr som også holder til nær Nørreheden.

Nørrehedens dyr passes af beboerne på stedet der sammen med det pædagogiske personale blandt andet hjælper med at fodre og rengøre.

I løbet af foråret bliver den store køkkenhave klargjort til årets grønsagsdyrkning, så der bliver arbejdet med at fjerne ukrudt og gøde jorden inden de forskellige størrelser frø skal sås nænsomt.

Når grønsagerne i køkkenhaven er passet og plejet, så de har vokset sige store, bliver de hentet ind i køkkenet hvor beboerne sammen med botilbuddets madmor tilbereder dem.

Den flotte prydhave passes også af de beboere der lyster dette, og der hentes smukke blomster, grene, kastanjer og meget andet ind fra haven hele året rundt, som er med til at dekorere huset.

Til de kolde vinterdage skal Nørreheden varmes op, og derfor arbejder nogle af bostedets beboere med at fælde og kløve brænde så der kan fyres op og hygges omkring brændeovnen.

Til januar bliver der en ledig plads til en ny psykisk udviklingshæmmet beboer på Nørreheden. Derfor søger Nørreheden nu efter en ny medbeboer der vil være med til at leve og bo sammen med de øvrige beboere og personalet.

tirsdag den 13. august 2013

Tag noget væk pædagogik


I mit pædagogiske arbejde med børn har jeg flere gange oplevet at man vil tage noget fra børnene hvis de ikke gør som man gerne vil have dem til.

Jeg har også selv benyttet mig af det samme redskab, og nogle gange virker det også. MEN… Ofte når jeg oplever at man vil tage noget fra barnet for at få barnet til at gøre som man selv vil have, eller som man selv mener, er det rigtige, krummer jeg tæer, og tænker ”find da en anden løsning”.

Jeg oplevede i går en episode med en dreng fra en specialklasse, og han har det ofte svært med de skoleaktiviteter som han skal igennem dagligt. (Hvorfor han så skal det er en helt anden sag, som jeg ikke tager så meget med her.)

Det er første hele dag hvor jeg er sammen med drengen, og jeg skal være en del sammen med ham fremover også. Jeg har ikke et stort kendskab til ham, men har dog flere gange mødt ham i frikvarterer, til samlinger, idræt og andre sammenhænge, så jeg ved hvem han er, og jeg ved lidt om hvordan han opfører sig.

Episoden foregår i en skolegård, hvor drengen råber og skriger over at hans frikvarter er færdigt, og at han derfor ikke kan spille fodbold mere, men i stedet skal ind og følge resten af skoleskemaet. Det er mig der har fortalt ham at fodboldkampen er færdig, og da han begynder at råbe, vender jeg ryggen til ham og går mod døren.

En pædagog der kender drengen meget bedre end mig har set hvad der er sket, og med en høj stemme fortæller hun at hvis han skaber sig når fodbolden slutter, skal han ikke spille fodbold mere. Drengen fortsætter med at råbe mens han ligger ned, og hun fortsætter med ”Hvis det skal være sådan når du skal stoppe med at spille fodbold er der ikke mere fodbold i denne uge.” Drengen stopper ikke, og hun giver ham en sidste chance for at tænke sig om og stoppe.

Det hjalp lidt, men ikke helt, og derfor blev straffen at han ikke måtte spille fodbold hele ugen. Jeg fik det helt skidt over at situationen var endt på den måde, for det var slet ikke min plan med at vende ham ryggen.
Hvad planen var, var jeg ikke helt sikker på, men jeg vidste at jeg gjorde noget der har virket før med andre lignende børn i lignende situationer. Jeg har tænkt en del over hvad det var jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, og er kommet frem til noget jeg tror, er svaret.

Desværre er svaret, at jeg gjorde ca. det samme som den kvindelige pædagog, men i stedet for at tage fodbolden fra ham, tog jeg mig selv fra ham. Grunden til at det ikke havde den stærke virkning lige med det samme, kan være mange, men den mest oplagte mener jeg er, at vi ikke havde nået at knytte mange bånd i løbet af de ca. 90 min vi havde været sammen i løbet af dagen.

Det giver også god mening med hvorfor det virker med andre lignende børn som jeg har arbejdet meget mere med, og derfor har en meget større ”venskab” med. Når jeg tager mig selv fra dem, ved at vende ryggen til dem og gå fra dem, ved de godt at de skal vælge mellem den negative adfærd, eller samværet med mig.

Så når jeg ikke kan lide at den kvindelige pædagog ville tage fodbolden fra drengen, men selv ville tage mig selv fra ham, hvorfor kan jeg så syntes at det er forkert at tage fodbolden? Det med at tage fodbolden fra drengen, vil alle kunne gøre, uanset om det er hans lærer, pædagog, mor, far, eller en helt fremmed, hvorimod at der ikke er andre der kan tage mig fra ham. Så redskabet med fodbolden virker umiddelbart mest rigtigt, men mavefornemmelsen siger mig noget andet.

Måske er redskabet godt nok, men måske er det brugen af det der er forkert. Ved drengen godt hvad det vil sige at han ikke må spille fodbold i en hel uge? Eller ville det måske være nok straf at tage fodbolden resten af dagen. Det er jo ikke en dreng fra normalområdet, og jeg er ikke sikker på at han har den forståelse af tid der gør at han i dag eller i morgen har forståelse for at han i mandags gjorde noget som han stadig skal straffes for.

Kan han overhovedet huske episoden når det bliver fredag, og hvis ikke, hvad hjælper det så med så lang en straf?

Ved at tage mig fra drengen, rammer jeg ham her og nu, og jeg vil lynhurtigt kunne give ham noget positivt igen, hvis han fortjener det. Jeg straffer ham ikke i morgen og heller ikke på fredag, men jeg straffer lige i situationen.

Men hvorfor straf, og ikke gulerod?

Jeg kender ikke drengen godt nok til at jeg vil kunne fange alting inden det udvikler sig. I mit arbejde med andre børn, har jeg ofte brugt en gulerod, når jeg har vidst at der ville være en opgave, en situation eller lignende som ville være meget svær for den pågældende. Så har jeg taget en snak med barnet om hvad der skulle ske, hvordan man kunne klare det der skulle ske, og hvad man kunne opnå ved at klare det på en positiv måde.

Jeg kunne fortsætte meget længere men ville begynde at dreje emnet i mange flere retninger, så de kommer i stedet en anden gang.